Ændre tekststørrelse :
Forminsk tekst Normal tekst Forstør tekst
29. oktober 2024

Dansk hold i åben række var tæt på overraskelse

 

Resultater fra World Bridge Games er her.

 

Opdateret tirsdag den 29. oktober: Det blev desværre til nederlag i ottendedelsfinalerne for alle tre danske hold ved World Bridge Games i Argentina. I åben række var Danmark ellers særdeles tæt på at levere en solid overraskelse mod USA. Som nummer to i deres pulje havde amerikanerne selv valgt Danmark som modstander og var klare favoritter. USA drønede da også ud af startboksene, og Danmark var bagud 17-53 efter første sektion af fire. Men danskerne kæmpede sig tilbage, og med få spil igen var kampen helt lige. Der er uklarhed omkring en slem, som først blev noteret som vundet af danskerne, men efterfølgende ændret til nedgang i en anden slem. Hvis resultatet var blevet stående, skulle Danmark have spillet kvartfinale. Men det officielle resultat er, at kampen sluttede 132-122 til USA.

I seniorrækken kom Danmark foran fra start, da første sektion blev vundet med 29-18. Men de næste tre sektioner gik til Tyskland, og nederlaget kom til at lyde på 78-122.

I mixed-rækken var der aldrig megen tvivl om resultatet mod Norge. Nordmændene vandt de tre første sektioner og førte 128-70 inden den sidste. Her var Danmark bedst, men det var langt fra nok. Slutcifrene lød på 145-110 til Norge.

- - -

Opdateret søndag den 27. oktober kl. 22.20: De danske hold i senior- og mixed-rækken kvalificerede sig som ventet til ottendedelsfinalerne uden de store problemer ved World Bridge Games. Mixed-holdet lagde ganske vist ud med et stort nederlag mod Kroatien, men herefter fulgte tre sejre, og avancementet til playoff-kampene var sikret. Mixed-holdet sluttede på en fin ottendeplads, hvor de 16 bedste gik videre. Senior-mandskabet blev også noteret for tre sejre og endte som nummer 10.

Mere spænding var der i åben række. Danskerne besejrede først Indien 14,18-5,82, hvilket næsten også var et krav. Herefter var det stærke schweiziske hold på menuen i en BBO-kamp. Danmark strittede godt imod, men tabte alligevel 5,61-14,39. Heldigvis tabte danskernes værste konkurrenter, Brasilien og Finland, endnu større til henholdsvis Italien og Kina. Resultaterne betød, at Danmark akkurat kom videre på den ottende og sidste kvalifikationsplads i puljen.

I ottendedelsfinalerne får danmark disse modstandere: Åben række - USA. Seniorrækken - Tyskland. Mixed-rækken - Norge. I både senior- og mixed-rækken er der tale om modstandere, som sluttede nogenlunde på niveau med Danmark i grundspillet. USA i åben række er til gengæld en stor mundfuld. Amerikanerne stiller med et frygtindgydende mandskab: Kevin Bathurst, Martin Fleisher, Joe Grue, John Hurd, Chip Martel og Brad Moss.

Ottendedelsfinalerne spilles mandag og gøres færdig samme dag. Til gengæld spilles både kvartfinaler, semifinaler og finaler over to dage hver.

- - -

Opdateret søndag den 27. oktober: Med én dag tilbage af grundspillet ser det solidt ud for de danske hold i både mixed- og seniorrækken. Begge hold ligger klart inden for cutgrænsen og er på vej til at kvalificere sig til ottendedelsfinalerne. Seniorholdet ligger nummer 11 med over 30 kamppoint ned til sorteper-pladsen som nummer 17. Mixed-holdet er nummer otte med knap 28 point ned til 17.-pladsen. For det danske hold i åben række er situationen mere prekær. Her spilles i to puljer, og otte hold fra hver pulje går videre til playoff-kampene. Danmark er p.t. nummer otte i sin pulje, præcis tilstrækkeligt. Men afstanden ned til niendepladsen er kun tre kamppoint, og flere hold ligger tæt.

Søndag spilles de sidste kampe. I åben række er der kun to runder tilbage, hvor Danmark møder Indien og Schweiz. Inderne er til at tale med, mens Schweiz har et af turneringens stærkeste hold og i øjeblikket ligger nummer tre. Kampen mod Schweiz bliver endda transmitteret på BBO. Det skal nok blive spændende.

Ottendedelsfinalerne begynder mandag kl. 14 dansk tid.

- - -

Opdateret lørdag den 26. oktober: De danske hold i både mixed-rækken, seniorrækken og åben række ligger til at gå videre til ottendelsfinalen efter fredagen. Alle tre hold ligger i den nedre ende af avancementsgruppen, men dog med luft ned til de kedelige placeringer. Både mixed- og seniorholdet har omkring 25 kamppoint ned til sorteper-pladserne, mens afstanden kun er syv point for holdet i åben række. For åben række var der tale om et avancement med tre sejre fredag, inklusive 12 point for oversidderrunden.

Danskerne i åben række kan opleves to gange på BBO lørdag. Der bliver tale om to spændende, men svære kampe mod Italien og Kina. Opgøret mod Italien begynder kl. 15 dansk tid, mens vi møder kineserne kl. 21.

- - -

Opdateret fredag den 25. oktober: Det danske mixed-hold har fortsat sving i den argentinske tango ved World Bridge Games i Argentina. Torsdag blev det til tre sejre, et nederlag og en næsten uafgjort kamp. Resultaterne rækker til en syvendeplads - rigeligt inden for cutgrænsen, hvor de 16 bedste går videre til ottendedelsfinalerne. Seniorerne havde også en fin dag. De fire nederlag onsdag blev vekslet til fire sejre torsdag. Holdet er nu nummer 14, også på den rigtige side af stregen. Danskerne i åben række lagde ud med et uventet nederlag til Korea og tabte herefter også til Norge på BBO. Til sidst blev det dog til en sejr over Østrig og en placering som nummer ni, hvor de otte bedste går videre.

Der er desværre ingen danske hold på BBO fredag.

- - -

Opdateret torsdag den 24. oktober: Det danske hold i åben række ligger på syvendepladsen i sin pulje efter onsdagen ved World Bridge Games i Argentina. Danmark spillede først uafgjort mod Tyrkiet, hvorefter det blev til en storsejr mod Brasilien og til sidst en fin gevinst mod et stærkt polsk hold i en BBO-transmitteret kamp. De otte bedste i puljen går videre til ottendedelsfinalerne. Også mixed-holdet havde en fin dag med et nederlag og fire sejre, heriblandt over et godt amerikansk hold. Mixed-holdet er p.t. nummer ni, hvor 16 går videre. Seniorerne tabte desværre alle fire kampe og faldt tilbage som nummer 18, lige uden for cutgrænsen.

Efter planen kommer to danske hold på BBO torsdag: Åben række spiller mod Norge kl. 18.15 dansk tid, mens seniorerne møder Skotland kl. 20. Ikke mindst den første kamp tegner spændende, da Norge er regerende europamestre.

- - -

Opdateret onsdag den 23. oktober: Alle tre danske hold fik en blød start ved World Bridge Games (WBG), der begyndte tirsdag i Argentinas hovedstad, Buenos Aires. Holdene i åben række, seniorrækken og mixed-rækken har alle omkring middel med mixed'erne som de bedste med 56,41 kamppoint efter fem runder. Høsten er nok til en placering som nummer 12 blandt de 29 hold i rækken. For seniorerne var dagen op og ned. Klare nederlag til Canada og Brasilien i første og tredje kamp vekslede med sikre sejre over Australien og Holland i anden og fjerde kamp. Veteranerne ligger p.t. nummer 13 af 24 med en my under middel. Åben række spillede kun tre kampe. Efter en god start med en storsejr over Kuwait fulgte uafgjort mod Australien og til sidst desværre en afklapsning af Frankrig. Facit på dagen blev 27,83 kamppoint og en placering som nummer 11 ud af 17 i puljen.

WBG fortsætter i dag, onsdag. Efter planen bliver kampen i åben række mellem Danmark og Polen transmitteret på BBO kl. kl. 21 dansk.

Se alle resultater fra WBG her.

- - -

De næste to uger kan du følge med, når tre danske hold kæmper for hæder og medaljer ved World Bridge Games (WBG) i Argentina. World Bridge Games, der tidligere var kendt som OL i bridge, afvikles i fire rækker, og Danmark deltager i de tre - åben, senior og mixed. Kun i damerækken er vi ikke repræsenteret.

Chancerne for rød/hvide medaljer er måske størst i seniorrækken, hvor vi stiller op med dette hold: Steen Schou (spillende kaptajn), Jørgen Hansen, Søren Christiansen, Jan Sejr Nicolajsen, Flemming Bøgh-Sørensen og Peter Teisen. Holdkaptajnen og Jørgen Hansen var med på det danske hold, som vandt guld ved VM for seniorer i både 2019 og 2023. I 2019 var også Søren Christiansen med på holdet, dengang i makkerskab med Henrik Norman Hansen. De danske veteraner skal dog op mod mange stærke hold. Eksempelvis spiller både Zia Mahmood, Eric Rodwell og Michael Rosenberg på det amerikanske hold. 

Også det danske hold i åben række får hård modstand. De danske farver repræsenteres af: Morten Bilde (spillende kaptajn), Andreas Plejdrup, Emil Jepsen, H.C. Graversen, Michael Askgaard og Kasper Konow. Danskerne skal blandt andet op mod Norge, som stiller op med Boye Brogeland og Christian Bakke, der var med til at vinde EM i Herning tidligere på året. Det amerikanske hold i åben række er også en sand stjerneparade, der tæller topnavne som Chip Martel og Brad Moss.

I mixed-rækken har vi sendt dette hold af sted: Flemming Poulsen (spillende kaptajn), Katrine Martensen-Larsen, Nadia Bekkouche, Flemming Danielsen, Mette Drøgemüller og Andreas Rolf-Larsen. Blandt de mest prominente modstandere er Frankrig, som har rutinerede Benedicte og Philippe Cronier som ankerpar.

Du kan se alle deltagende hold med spillere her (lidt nede på siden).

Åbningsceremonien ved World Bridge Games finder sted den 21. oktober, og den 22. oktober er første spilledag. Turneringen afsluttes søndag den 3. november. Spillet begynder hver dag kl. 10 lokal tid, hvilket svarer til kl. 15 dansk tid. 

Der er tilmeldt et forskelligt antal hold i de fire rækker, så derfor spilles der efter lidt forskellige planer: I senior- og mixed-rækken spiller holdene alle mod alle over henholdsvis 23 og 29 runder - 12 spil pr. runder hos seniorerne og 10 spil hos mixed'erne. Åben række er delt op i to puljer med 17 og 18 hold, der spiller alle mod alle i hver pulje i kampe a 16 spil. I alle rækker går de 16 bedste hold videre til ottendedelsfinalerne, hvorefter der spilles cupkampe resten af vejen. Du kan se hele programmet her.

Der transmitteres hver dag på BBO. Du finder BBO her.

De danske deltagere ved World Bridge Games er denne gang udvalgt via en ny tilgang. Alle kunne melde sig som interesserede, og Eliteforum tog herefter stilling til ansøgningerne om at repræsentere Danmark. I åben række og mixed-rækken meldte kun ét hold sig, som begge blev godkendt af Eliteforum. I seniorrækken var der to interesserede hold, som spillede en udtagelseskamp i april. Du kan læse mere om udtagelsesproceduren her.